Når vi ser de nødlidende situationer efter cyklon katastrofen i Burma, hvorledes Juntaen forhindre nødhjælpen i at komme frem, kan man diskutere om et international militærindgreb er løsningen, eller skal man fortsætte med den diplomatisk forhandlinger og blot acceptere landets suverænitet i at selv at afgøre, hvem af ofrene der bør få den tilsendte nødhjælp.
Er det i orden at indføre militær magt i den fare for at at civile og soldater mister livet, eller bør vi som kristne tro på ideen om pacifisme og have den ide om, at dialog og næstekærlighed samt bøn burde kunne blødgøre Juntaens hjerter og åbner deres øjne for at se de nødlidendes behov og hjælpe dem.
Lad os først se hvad bibelen beskriver ang. krig.
I Første Mosebog kap. 1 vers 26 skabte Gud mennesket og han sagde ”Lad os skabe mennesket i vort billede så det ligner os”. Gud skabte os i Hans billede i ønske om at vi skulle have fællesskab med Ham og med hinanden. Hans ønske er at vi skal være som en familie med hinanden og forenet uanset race eller klasse eller køn (fra bogen Christian Basics/kilde nr. 1). Forskerne har også den teori, at vi alle stammer fra en Eva og at hun er grundstammen for vor eksistens. Desuden er vi også skabt i hans nåde dvs. i hans kærlighed. Når vi forlader vor far og mor og finder en hustru, bliver vi i et kød men hinanden (1. Mosebog 2:24). Dermed tilkender giver bibelen, at vi alle har stærke relationer til hinanden og vi er skabt for at være forenet i hinanden. Derfor har Gud skabt os til den hensigt for, ikke at bekrige hinanden, men at vi skal blive frugtbare og talrige.
Synde faldet:
Efter at Adam og Eva spiste af kundskabens træ, kunne de skelne mellem godt og ondt. Dermed fik de også vreden og hævnen ind i livet og netop på det område kan man allerede læse, hvordan Adams ene søn Kain slår sin bror Abel ihjel. Gud advare ham pga. det er syndigt at slå en anden ihjel. Men Kain gør det alligevel og Gud viser Ham konsekvensen i denne handling og bandlyser ham fra denne jord uden at han tager livet af ham.
Senere i det gamle testamente læser vi hvorledes Gud acceptere, at jøderne går i krig og ja endda opfordre dem til det.
I Fjerde Mosebog kap. 31 vers 1 til 9 kan vi læse, at Gud befaler Moses, at han skal gå i krig mod midjanitterne og skaffe Israel hævn over for hvad de havde gjort over for Israelernes børn. Det befalede Gud igennem Moses til sine mænd og de gik ind og dræbte alle mænd og tog deres børn og kvinder til fange.
Og i femte Mosebog kap. 20 er der en nærmere beskrivelse om, hvordan jøderne skal gå i krig. Fra vers 10 pålægger Gud dem, at først at bede fjenden at overgiver sig før de angriber. Hvis de benægter, bør jøderne slå alle mænd ned og tage både koner, børn og dyr som røverbytte. Det kan lyde ret barbariske i forhold til, at Gud skulle være en barmhjertig Gud. Men krig er en naturlig ting i det gamle testamente. Som der står i Prædikerens bog kap. 3 vers 8: En tid til at gå i krig, en tid til fred.
Som lektor i etik Carsten E. Petersen udtaler (kilde nr. 2): ”Der er mange bloddryppende beretninger i det gamle testamente. Forklaringen er, at Israels folk (jøderne) var et udvalgt med et frelses historiske formål til at være den menneskelige og jordiske base, hvor Gud kunne lade sin søn Jesus føde”. Det var en forberedelses tid. Derfor var det nødvendig at føre krig mod de fjender der ikke vil lade Guds plan lykkes for israelerne. Men til gengæld fik det Israelske folk også lov til at mærke Guds vrede, hvis de blev ulydig eller hovmodig i deres handlinger over for andre folkeslag.
Genoprettelse:
I det nye testamente tales der langt mere om fred. Som Jesus siger i Matt 5,9 Salige er dem der stifter fred, for de skal kaldes Guds børn og vedr. fjendekærlighed står der i Matt kap. 5 vers 44, at vi skal elske vore fjender og bede for dem. Disse bud har gjort en mindre tal af kristne til pacifister. Et menneske der er imod vold. Angsten er jo at hvis de i en krigs situation bliver sendt til fronten og skulle skyde en fjende som er deres kristne broder.
Under bjergprædiken i Matt kap. 5 vers 44 udtaler Jesus, at vi skal elske vore fjender og ikke blot elske vor egne. Vi bør være fuldkommen i vor kærlighed til andre som vor Fader er det. Igen en klar udmelding om hvad Jesus ønsker af os.
Men ser vi så i Lukas evangeliet kap. 22 vers 35 hvor Jesus beder sine disciple om at købe to sværd og bringe dem med ved hans forudsigende tilfangetagelse. De bliver brugt i Getsemanes have, hvor en af ypperstepræstens tjener for hugget et øre af. Det bliver da igen påsat af Jesus igennem en håndspålæggelse og dermed er ingen skade sket ved en voldshandling. Man får en fornemmelse af Jesus acceptere en forsvars handling ved at der anvendes våben, men ønsker også samtidig at stoppe ved at sige ” at lade det være nok” og helbrede situationen ved at sætter det afhugget øre på plads.
Men ordet fred forstærkes så vidt det er muligt i Romerbrevet kap. 12 vers 18 hvor Paulus skriver: stræb efter Fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer, og i Hebr. Kap. 12 vers 14 ”Stræb fred med alle”. Hvis det ikke er mulig fred, er det så muligt at føre en retfærdig krig. I kap 13 i Romerbrevet giver Paulus ordre om at alle skal underordne sig de myndigheder som står over for dem og man ikke ”tager retten i egen hånd” Rom 12 vers 9. Samtidig kan man også inddrage det vers 15 – 17 i Matt 18. Hvor man bør drage sin broder til ansvar og hvis han ikke høre efter bør man inddrage flere vidner. Og hvis dette ikke er overtalelse nok bør han betragtes som en hedning. Det vil sige før man griber til handling med våben, bør man først prøve igennem diplomatisk forhandlinger og pression mod landet for at den komme på sin ret.
Opfyldelse:
”I Johannes åbenbaring er der en krig hvor det ikke handler om kamp mellem nationer, men mellem Guds fjender og Guds folk. Den har ikke jordiske og timelige konsekvenser, men åndelige og evige konsekvenser” udtaler Lektor i Etik Carsten E. Petersen (kilde nr. 2). Her er en krig uundgåeligt da kampen bliver ført af Satan og de folkeslag han har forført. De vil dog bliver besejret og styrtet i evighedernes evighed. En ny himmel og jord vil opstå. Gud vil igen bo blandt og vil gøre alting nyt. Det vil sige der vil ikke blive død, sorg, skrig og pine mere (Johannes Åbenbaring 21). Det vil ikke være behov for krig for Gud er hos os.
Tradition:
Når vi kigger tilbage i kirkehistorien tænker mange altid på korsridderne og de krige de deltog.
Bl.a. er der helteberetninger om, hvordan den østrigske hovedstad, Wien, i 1629 på mirakuløs vis
undgik at blive erobret af den tyrkiske sultan Solimans hær. 20.000 kristne forsvarere klarede sig igennem fire ugers belejring og slog fire voldsomme angreb fra 300.000 tyrkere tilbage. Dette var den sidste store styrkeprøve mellem de kristne og muslimerne, som havde ligget i konflikt, siden korstogene begyndte i 1095. (religion.dk/ kilde nr. 4)
Men der var også tredive års krigen i 1618 som kan betegnes om en intern religions krig. Det var en kulmination efter reformation hvor Paven forfulgte dem der kørte efter Luthers lære i 1540. Det blev så senere mindre krig om religion men mere intern liggende problemer, hvor kampene var mellem katolikker og katolikker. Freden kom endelig i 1648. Det har kostede Europa 100 års krig at dele den kristne kirke (religion.dk /kilde nr. 4))
Den første historiske religionskrig kampen om Byzans i år 324 mellem den romerske kejser Konstantin den Store, som var kristen, og Valerius Licinius, som bekendte sig til de traditionelle romerske guder. Her kan vi se da kristendom bliver til en statsreligion at det hurtig kan ses som en legalitet at føre en krig mod en anden religion, selvom der kan være andre intentioner for at føre krigen. f. eks. Ejendomsbesiddelse. Den kristne kirke i år 50 havde ellers mange nationaliteter såsom jøder, grækere, romere mfl., men efter at Konstantin den Store gjorde kristendom til en statsreligion ser vi både at nationalitet og kristendom bliver ét.
På trods af de mange krige i Guds navn er der en kirkefader der har en mere fredelig hensigt med at bruge krig. Hans navn er Augustin år 354 – 430, biskop af Hippo og fader for den vestlige kristendom. Han fik udarbejdet nogle doktriner ud fra en bibelsk vinkel på, hvornår en krig bør føres og værende acceptabel.
Reglerne (kilde nr. 3):
1. målet må være genoprettelse af freden,
2. krigen skal føres med mådehold,
3. grundholdningen må altid være den kristne næstekærlighed,
4. krigen må kun besluttes og føres af den retmæssige autoritet,
5. retfærdigheden skal bevares; hævn, grusomheder og repressalier skal udelukkes.
Disse regler er gode men spørgsmålet er jo hvordan man fortolker dem. Under første verdenskrig syntes de tyske kristne og såvel de allierede at reglerne netop dækkede lige netop dem og ikke de andre.
Anden verdenskrig var et politisk og ideologisk kamp. Man ønskede fra de allierede side at bekæmpe den påtvunget politisk dominans der var ønskede fra Nazisterne side. Man så ikke anden udvej at udføre en angrebs krig selvom det havde store tab. Her tænkes invasion på Normandiet i 1944. ”Bagefter fandt man ud af at krigen mod Naziregimet ikke blot var forsvarligt, men også et decideret moralsk krav ved afsløringerne af de grusomme overgreb der var overgået de forsvarsløse jøder” (kilde nr. 3).
Efter anden verdenskrig opstod FN som en organisation, der bestræber på at bevare freden over hele jorden, men hvor en krig kan være acceptabel, hvis hovedparten af medlemmerne af de forenede nationer er enige. F. eks. Den første golfkrig: Krigen mod Irak efter invasion mod Kuwait.
Desuden blev i 1949 NATO oprettet som en vestlige forsvars alliance. Hvis et medlemsland bliver angrebet vil de andre medlemmer træde til for at hjælpe. Her i skal man se resultatet, at der ikke har
været krig i Europa siden anden verdenskrig bortset fra eks. Jugoslavien. Her valgte Nato netop at træde til, ved at angribe Serbien for at stoppe den etniske udrensning, de var i gang med at foretage i Kosovo.
Erfaringer og sammendrag:
Der er ingen tvivl om at vi som kristne bør gå ind for fredelige løsninger. I det nye testamente er der flere udsagn for at vi skal stræbe efter en fredelig løsning og når vi ser på situationen i Burma, er der ingen tvivl om at de nødlidende skal have hjælp. I Romerne kap. 12 vers 20 står der at vi bør give vore fjender mad, så der til sidst vokser gloende kul på hans hoved. I denne situation i Burma bør vi blive ved med at sende maden ind, selvom den ikke bliver uddelt retfærdigt.
Spørgsmålet er så nu, hvor langt vi skal nøjes med at se på, at de nødlidende ikke får den mad, der var tilsigtet dem. Mange har på avisen Politikens debat side give udtryk for, at vi bør foretage en militær handling her og nu og påtvinge Juntaen at uddele maden ud til de tiltrængte. Man fornemme en vis vrede og fortvivlelse. Som beskrevet ud fra bibelsk syn har Gud skabt til at være forenet og leve fordrageligt med hinanden. Desværre er synden komme ind i live på os i den falden natur og for nogen ønsker man at konflikten løses her og nu militærisk, uden at tænke på konsekvensen ved sådanne en kortsigtet handling, f.eks. den nuværende Irak konflikt. Vreden vokser op i vores hjerter når vi ser med vore øjne uretfærdigheder og vi forsøger at fortage nogle irrationelle handlinger. Det kan vi se med historien i det gamle testamente, hvor Kain slår sin bror Abel ned. Men som John Ved Stig Hansen fra Vero.dk (kilde nr. 3) giver udtryk for: ”hvis nu naturen er falden, og ondskab og misbrug har indfundet sig som en integreret del af den skabte virkelighed, da er det spørgsmålet om ikke drabet i nogle situationer kan være et modsvar på ondskaben frem for selve dens udtryk”.
Ser vi på situationen i Burma gælder det om at beskytte den svageste part. De nødlidende. Men det bør være ved en fælles FN beslutning, hvor alle medlemslandende giver deres sammenstykke. Alle muligheder bør være prøvet af og hvor en militær indsats bør have så få eftervirkende konsekvenser som muligt og ikke løber ud i sandet som den nuværende Irak krig.
Her på Mariager Højskole har vi netop diskuteret, om det er etisk forsvarligt som kristne at støtte en militærisk indgreb. Vi så en dokumentar program om Rwanda situationen hvordan folkedrabet gik dengang over hovedet på de velstillede lande. Det manglende ansvarsfulde mod og passivitet fra den politiske side gjorde det til skamme at vi ikke greb ind. Her kunne en retfærdig militær indsats være velbegrundet og vi diskuteret bl.a. Augustin ene af doktriner – at genoprettet freden, som værende et godt argument for en militær indsats.
De fleste af os kan være enig om et militærisk forsvar ved angreb på ens land, dens værdier og demokrati, men spørgsmålet er ved militær indgreb i et andet land. Kan vi som kristne være åbne over for, at være denne jords politimænd igennem international arbejde. Ja, vil jeg begrunde det med ( se følgende punkter).
1: International sammenarbejde igennem FN, da Gud har skabt til at være forenet.
2: Etablering af fredsbevarende indsatsstyrke over for de regerings leder ikke vil opføre sig ordentligt. Gud ønsker netop at vi skal kæmpe for freden, Rom 12 vers 18: ”Stræb efter Fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer”.
3: Og til sidst kæmpe for de kristne værdier og dets menneskesyn netop ved at beskytte de svage frem for at alliere os med den stærke ”Som i er mod de mindste, sådan er i også mod mig” siger Jesus. Derfor kan det etisk godt være forsvarligt at hjælpe de lidende i Burma igennem militær indsats, så længe flertallet af de samlede FN lande står sammen.
Kilde:
2: http://www.kfs.dk/download.php?filID=41&filtype=rtf
3: http://www.vero.dk/issues/2001-01/07-krig.htm
4: http://www.religion.dk/artikel/202571:Nyheder–I-krig-om-troen
